Solkysten
Læs Solkysten
Copenhagen Car Rental
AAEstates
Bolig-udland
BoConcept Mijas
SOLKYSTEN - Juli 2015
Et lille stykke Emilia-Romagna i Puerto Banús
Emilia-Romagna er kun en enkelt af Italiens tyve regioner, men den har ydet et vigtigt bidrag til landets omdømme.
Herfra kommer de bedste sportsbiler som Ferrari, og herfra kommer flertallet af de specialiter, som har gjort italiensk køkken verdensberømt. Den eneste vigtige undtagelse er pizzaen, der stammer fra Napoli, fortæller Luigina.

Luigina og datteren Lara kommer også fra Emilia-Romagna, ligesom Luiginas bror Angelo, der for 11 år siden besluttede at forlade hjemstavnen og åbne en restaurant i Puerto Banús. Han overtalte søsteren til at følge efter, og i dag er de tre familiemedlemmer fælles om driften af Celebrities Gold Ristorante, hvor traditionerne fra ”Italiens spisekammer” (Emilia-Romagnas tilnavn) holdes i hævd. De er nemlig også en familietradition. Tre andre søskende blev tilbage i familiens hotel og restaurant i den eksklusive badeby Riccione ud til Adriaterhavet, og de to eventyrlystne valgte det lige så eksklusive Puerto Banús ud til Middelhavet.

Her har Celebrities Gold Ristorante en stor pragtfuld terrasse med panoramaudsigt over havet og stranden bag ved lystbådehavnen. Terrassen går lige over i det indre lokale med et delvist åbent køkken, hvor formiddagsgæsterne for eksempel kan følge tilberedningen af den pasta som skal koges og serveres senere på dagen. Dens bløde og afrundede smag er noget helt andet end supermarkedets tørrede pasta eller ”friske” købepasta.

Princippet med friske (men altså rigtig friske) råvarer er grundlæggende for restaurantens filosofi – lige så vigtigt som familiens originale opskrifter fra Emilia-Romagna, fortæller Luigina. Fisken kommer fra de lokale havne og er altid fra den samme dag. Hummerne lever i akvariet indtil deres sidste time er inde. Trøfler er et af restaurantens specialer, som kan fås til mange retter, men vil man prøve den bedste kvalitet, som er den hvide trøffel, er der ikke andet at gøre end at vente i nogle måneder endnu. Sæsonen er fra oktober til december, og den hvide trøffel skal komme lige fra Norditaliens skove for at man får fuldt udbytte af dens intense og stærke duft.

Et andet af restaurantens specialer kan man derimod prøve hele året. Det er piadina romagnola, et let fladbrød hvis ingredienser er mel, olivenolie, vand og salt. Det er lækkert til en sandwich, f.eks. en Primo med hjemstavnens parmaskinke – så får man også prøvet den.

Åbningstiden er 10 morgen til midnat, så i dagens løb serveres der alt fra morgenmad til lette mellemretter, frokost og middag. På det store menukort står der både fisk, kød, risotto, pasta og pizza. Der er også dagens menu med flere retter at vælge mellem for dem som foretrækker dette. Vinkortet rummer naturligvis Emilia-Romagnas berømte lambrusco, men er i øvrigt lige så spansk og fransk som det er italiensk.

Celebrities Gold Ristorante ligger Complejo Benabola. For folk som ikke kender Puerto Bánus er det nemmeste i første omgang at styre efter Park Plaza Suites Hotel, hvorfra man nemt finder om på strandsiden i Complejo Benabola, hvor den italienske familierestaurant med den priviligerede udsigt ligger. Restauranten har plads til maksimum 110 gæster, og den kan også lejes samlet til en større fest.

www.goldrestaurant.es

 
Fra venstre er det Lara, Angelo og Luigina, som står for familierestaurantens daglige drift.
Fra venstre er det Lara, Angelo og Luigina, som står for familierestaurantens daglige drift.

Solkysten club
Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal