Solkysten
AAEstates
Læs Solkysten
BoConcept Mijas
Copenhagen Car Rental
Bolig-udland
SOLKYSTEN - Juni 2016
Bodega Bandolero - Charmerende røverhule med bid
Hyggelige omgivelser, venlig betjening og lækker mad er restaurantens klare motto, og de lever smukt op til det
La Cala de Mijas er i de senere år blevet vældig populær blandt de turister og fastboende, som gerne vil nyde strand og stilhed og samtidig have nem adgang til hovedvejen, der forbinder Marbella og Málaga. Her finder du stadig de små spanske fiskerhuse, som byen var kendt fori 1960’erne.

I Calle Marbella, lige overfor byens kirke, finder du Bodega Bandolera - en autentisk spansk bodega i bedste røverstil, hvor der dog ikke er slækket på elegance og finesser. Ejeren José María Maríscal, har brugt de sidste tre år på at indrette restauranten efter sin egen smag med forkærlighed for la Serrania de Ronda og Andalucía.

Pistoler og gamle geværer, kobjælder og horn, en samling gamle billeder, potter, pander og smukke gamle krukker hænger på væggene og står rundt omkring i lokalet, som er smukt belyst med originale glødelamper, som José María selv har designet. Resultatet er varmt og indbydende, og den lille udendørs patio er prikken over i’et i denne spændende restaurant, hvor tjenerene er yderst opmærksomme og venlige.

José María er en spansk forretningsmand, som i sin unge dage arbejdede i restaurationsbranchen, og da muligheden bød sig i La Cala, hvor han også driver ejendomsmæglerfirmaet Bonafide, besluttede han sig for at realisere sin ide om god mad fremstillet af råvarer i højeste kvalitet til overkommelige priser.

Menukortet er en sammensætning af traditionelle spanske retter, hvor der både er noget fra havet, fra “La sierra” (højlandet), La Abuela (bedstemors retter), arroces, lækre salater og internationale retter som rejecocktail, voul-au-vent, stroganoff og ande-confit med et “Bandolero-twist”.

“Resultatet er alsidig og godt,” siger José María, “her kommer mange nationaliteter, og alle finder noget, de kan lide.”

Til forret får vi en klassiker, gambas al pil pil, som er præcis som den skal være. Rygende varm, masser af hvidløg, en smule chili og friske rejer med bid i. Husets salat “Bandolero” serveres i en sprød kurv af brød med blandt andet tomat, løg, avocado, asparges, lune svampe og en vinagrette af nødder og sennep. Den er finthakket og smager vidunderligt frisk.

Vi nyder den kølige luft i patio’en og stilheden i restauranten, som ellers er pænt besøgt. Øjnene falder hele tiden på nye detaljer blandt andet en brønd, som er omringet af smukke, blomstrende urtepotter.
Som hovedret har jeg valgt iberisk svinemørbrad fyldt med asparges med sesam og whiskysauce. Den serveres med en smagfuld pisto og ovnbagt kartoffelkage. Det er en af husets specialiteter og den cremede sauce kombineret med mørbraden er en sand lækkerbisken.

Vi får også Lubina al Papillón, fyldt med arabiskkrydrede grønsager ledsaget af dampede kartofler og voulotetsauce med estragon. Den hvide havaborre er helt uden ben og perfekt tilberedt.

Begge retter er nydeligt anrettet, og portionerne er velproportioneret - så både mave og øjne får en mættende oplevelse. Efter et kig på vinkortet kan jeg se, de lokale vine fylder en del, men José María går også op i at støtte de lokale - både hvad vin og råvarer til maden angår, og der er sågar en Mijas-vin på kortet.

Desserten må vi springe over, da vores maver er pænt fyldte, men efter et kig på kortet kunne man godt fristes til en Coulant de Chocolate eller ostekage med skovbærculis. Dog nøjes vi med en god kop kaffe og orujo-likør, som José María tilbyder os.

Han fortæller os samtidig, han er meget glad for de skandinaviske gæster, som han regner for at være kvalitetsbevidste, når det gælder mad.

“Faktisk er La Cala de Mijas blevet et populær spiseområde. Udbuddet af restauranter er voksende, men de gør mere for at beholde kunderne. Vi vil gerne have, at folk kommer tilbage, og at de kobler af og nyder det, når de er sammen med os,” forklarer han.

“Restauranten pyntes op til feria og andre festligheder, og til sommer er der levende musik, så der er masser af stemning.”

Efter en hyggelig snak og et virkeligt dejligt måltid træder vi ud på den mørke gade, hvor havets brusen kan høres, og den kølige havluft inspirerer til en gåtur på den lille strandpromenade. Søger man væk fra turisterne, er La Cala de Mijas og et besøg på Bodega Bandolero et friskt alternativ, som man efterfølgende vil gentage.

Tania K. Bertelsen
Afstemning
****
0 stemmer afgivet
Skrevet af
Tania K. Bertelsen
Tania K. Bertelsen
Bodega Bandolero
C/ Marbella 9
La Cala de Mijas
29649 Mijas Costa
Tel. 952 539 039
www.bodegabandolero.es
Åbningstider: Tirsdag til søndag kl. 13-16
Bestil Håndbog

Solkysten club
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal