Solkysten
BoConcept Mijas
AAEstates
Læs Solkysten
Bolig-udland
Copenhagen Car Rental
SOLKYSTEN - Marts 2011
En unik bodega
Den allersidste, bidende kolde weekend i januar tog vi en tur til Cuenca og den gamle romerske vej, Calzadilla, som har givet navn til et helt nyt vindistrikt
Vi har længe haft en stående invitation til at besøge Bodega Uribes Madero i nærheden af Cuenca, men byen ligger lidt uden for vores ”normale” vinrute, så der skulle desværre gå et par år, fra vi stiftede bekendtskab med de skønne vine herfra, til turen kunne realiseres.

Lørdag formiddag blev vi modtaget af Celia og Paco, der grundlagde bodegaen i 1995, og så startede den store rundtur, som var noget anderledes end vi har været vant til på de snart utallige vinhuse, vi har besøgt. Anderledes, fordi disse to vidunderlige mennesker var utroligt dedikerede og fortalte så levende om deres livsværk. Der var en aura af kærlighed til markerne, hver enkelt vinplante, deres folk og deres vine, som man ikke kunne undgå at blive smittet af. Undervejs fortalte de varmt om, hvordan de nærmest havde måttet tvinge deres datter til at rejse til Frankrig og New Zealand for at studere vinproduktionen i større målestok, for som Paco sagde: ”Al udvikling stopper, hvis vi alle bare gør, som vores forældre gjorde”.
Da var vi kommet ind i deres lille museum, hvor der i et hjørne stod seks lerkar. Det var her, det hele startede, da parret besluttede sig for at det var vin, der skulle fylde resten af deres liv. Med en baggrund som farmaceut syntes Celia ikke, der var langt til at blive ønolog, og hun kastede sig uden betænkeligheder og med stor iver over deres fælles projekt. Helt nemt har det ikke været, for i starten var de bare to, og hele bodega’en blev bygget op lidt efter lidt. Et par ståltanke det ene år, fadlageret et andet år, boliger til de fastansatte året efter, og som det sidste skud på stammen er tappehallen kommet til. Den har i sig selv en historie, der fortæller meget om Paco. Det var nemlig sådan, at hvis den skulle placeres, hvor det var mest formålstjenligt for produktionen, måtte han fælde nogle af de gamle træer på grunden, og det kunne han ikke få sig selv til.

Altså måtte den ned bag personaleboligerne. Det betød, at der måtte laves en tunnel under det meste af ejendommen. Dyrt, ja – men nødvendigt i hans øjne. Man havde dog ikke boret så langt, inden man opdagede, at klippegrunden ikke var så nem at få bugt med. Den lille niche, man fik lavet, bliver i dag brugt som en del af flaskelageret, og så gik man i gang med at bore tunnel hele vejen rundt om den uigennemtrængelige kerne. De er nået godt og vel halvvejs. Næste år giver de den en tand til, og når de er færdige, har de ikke blot en nemmere vej til den sidste del af processen. De har det smukkeste stykke arbejde, der er dekoreret med mosaik og efterligninger af gamle, romerske tegninger.

Fra den nye tappehal er der den mest utrolige udsigt over dalen, og de 20 ha vinmarker, der i terrasser stiger op i en højde af tusind meter med nyplantet Syrah som toppen af kransekagen. Det er meningen, vi skal derop i Pacos firehjulstrækker, men et heftigt regnskyl sætter en stopper for det eventyr. Det er simpelt hen for farligt, så vi bliver taget på sight seeing i Huete i stedet. Det er heller ikke kedeligt, selv om byen ikke er prangende. Vi er omgivet af mange kirker og næsten lige så mange klostre. Et af dem er blevet til kunstmuseum, hvor gamle stuklofter og romerske søjler danner fin kontrast til moderne skulpturer og malerier. Ærgerligt, synes vi, at der ikke er flere indbyggere til at nyde disse kulturskatte, men ungdommen har gennem årtier søgt andre græsgange.

Eget Denominación de Origen
Under vores besøg glemmer vi næsten, at vi befinder os i et hjørne af Spaniens knap så anerkendte distrikter: Castilla La Mancha. Celia og Paco sætter da heller ikke særlig stor pris på det image, området har fået, og de har arbejdet hårdt på at højne kvaliteten. Man kan sige, de har haft succes, for de har for det første opnået, at deres egne marker i januar i år opnåede at få betegnelsen D.O Pago  Calzadilla, og for det andet er deres vine efterspurgte. Ikke så meget i Spanien – endnu. Størstedelen af de 300.000 flasker, de producerer bliver solgt til udlandet og til folk, der virkelig forstår at værdsætte det store, entusiastiske arbejde, der ligger bag hver enkelt flaske.

På de stejle skråninger håndplukkes alle druer, og det sker ad to gange. Først høstes på solsiden – og syv til ti dage efter høstes de druer, der har siddet lidt i skyggen på den anden side af planten. Druerne bliver håndsorteret og åbnet nænsomt, hvorefter de kommer i små, firkantede ståltanke. Når de har ligget der et par dage, sænkes arbejdere ned i tanken med en rund, firegrenet gaffel, og med den – og fødderne – vender de forsigtigt druerne rundt og presser mosten ud. Der findes ikke en eneste pumpe i hele bodega’en. Alt foregår ved tyngdekraftens hjælp. Hver eneste mark har sin egen afdeling i både gærings- og fadlagringsprocessen, og først når de enkelte druesorter er færdige, blandes de til det endelige produkt.
Vi koncentrerer os i denne omgang om deres crianza, Opta, der har fået navn efter en romersk bosættelse tæt på Huete. Etiketten er smuk og inspireret af det smukke landskab, der omgiver vinhuset.

Vinen er blandet af 60 pct. Tempranillo, 20 pct. Garnacha og 20 pct. Syrah. Den er flot  og dyb kirsebærrød med en duft af hindbær, kanel, vanille og fad. Den fylder godt i både næse og mund og eftersmagen er lang og behagelig. Vi selv holder meget af at servere den til vildt, oksekød og gode, kraftige oste.
Solkysten club
Bestil Håndbog

Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal