Sixt Cars
Solkysten
Bolig-udland
AAEstates
Læs Solkysten
BoConcept Mijas
Copenhagen Car Rental
SOLKYSTEN - Maj 2011
Landlig idyl midt på kysten
Snart begynder turistsæsonen, og vi er mange, der vil længes efter den fred og ro, som vi fandt på hoteller og restauranter i lavsæsonen.
Men der er ingen grund til at fortvivle, for takket være kystens store udvalg kan vi altid finde dette uden at bevæge os alt for langt bort.

Restaurant Nueva Kaskada er den perfekte løsning. Den ligger ved foden af Marbellas bjerge, blot et minuts kørsel fra butikscentret La Cañada, hvor det virker som om tiden stod stille.

Efter at restauranten har været lukket i to sæsoner, har Mónica Viglioglia siden december lagt masser af kræfter og sjæl i stedet sammen med køkkenchefen Michael Mittog, uden at glemme fincaens ejer, Cees Gerits. I de kommende måneder vil vi som følge af deres anstrengelser virkelig nyde dette perfekte sted med dets rolige atmosfære og kystklimaet.
Restauranten ligger i et stort gammelt hus, omgivet af træer og vegetation. Der er en skøn gårdhave (både foran og bagved huset), som gennemskæres af en behageligt klukkende bæk. Det er planen i nær fremtid at indrette et lounge-område på den bageste terrasse, hvor man på en varm sommeraften kan nyde en drink eller cocktail i selskab med det lille vandfald. Det lover godt, og vi mener, at det nok bliver restaurantens største attraktion.  

Men det er også et godt sted at fejre en hvilken som helst større begivenhed, udendørs eller indendørs, da stedet har plads til 50, 100 og sågar 150 personer.

Varieret menukort     
Til hverdag har restauranten adskillige interessante og jordnære valgmuligheder, udover det harmoniske menukort.
Om dagen (fra 13 til 16) tilbydes en tre retters menu for 15 euro, og om aftenen fra 19 til 23 er der som regel mulighed for en surprise-menu bestående af seks retter (to forretter, en sorbet, to hovedretter og en dessert) til 29,90 euro. Velkomstdrinken i form af et glas cava er også inkluderet i prisen. Denne menu varierer efter årstiden, og nogle gange endda fra dag til dag, afhængig af hvilke produkter man finder på markedet. 

Det internationale menukort forsøger at tilbyde noget for enhver smag. Blandt forretterne kan vi fremhæve vieras salteados con risoto, korrekt sauterede kammuslinger med trøffelrisotto og solbær-sauce. En meget smagfuld ret, selv om brugen af vin overdrives og kan overdøve resten af smagsindtrykkene. En anden forret, der om ønsket kan deles, er den marinerede laks med tatar af blåfinnet tun og fjordrejer (trío de salmón, atún y camarones). Laksen får den bedste karakter på grund af dens perfekte temperatur, sødme og en passende tykkelse, der gør det muligt at nyde hele smagen. De to andre fisk er lidt kedelige, da de ikke krydres, og af samme grund anbefaler jeg, at man bestiller en sauce til.
Andre mulige retter at starte med er salaterne, supperne og pastaretterne.   

Blandet indtryk
Til hovedretten anvendes der gode råvarer både til kødet og til fiskene. Oksemørbaden (solomillo de ternera) tilberedt på kulgril og krydret med sesam bliver virkelig mør og får megen smag, selv om garnituren af kogte grøntsager og kartoffelpuré ikke er den ideelle. Vi kunne dog godt li’ kartoffelmosen, og gætter på, at de med glæde finder et alternativ til det andet. Maden serveres med bearnaise-sauce. 

Det forholdt sig stik omvendt med den blåfinnede tun (lomo de atún rojo) med grøntsager og cayenne-olie.
Kødet var en smule tørt og ville have haft godt af en lidt kortere tilberedningstid, men i dette tilfælde var de krydrede grøntsager med karrysauce meget lækre og sprøde med et orientalsk strejf, der ramte plet.

Der er ikke så mange desserter, men det er de mest populære: cheesecake (tarta de queso), æbletærte (pastel de manzana), chokolademousse og en ostetallerken. Æbletærten tager lidt længere tid at tilberede, fordi kagebunden er frisklavet, og den serveres varm med kanel-is. Virkelig en lækker mundfuld.

Ostene er perfekte, hvis man ønsker at nyde vinen endnu mere. Nueva Kaskadas vinkælder har et godt udvalg af forskellige kvalitetsvine, både nationale og internationale. Til forretten går man ikke fejl af en Blanco Verdejo de Rueda (flaske eller glas). Hvis man foretrækker en rødvin, bør man bede om råd. Mónicas venlighed og savoir-faire gør det lettere at træffe et godt valg.   

Og hvis man efter maden kan finde et bord ved vandet, anbefaler vi, at man benytter det til at slappe af og nyder omgivelsern. Selv om det kan være svært at tro, ligger stedet midt på Costa del Sol. 








Restaurante Nueva Kaskada Urbanización La Montua, C/ Chorreadero nr. 39, Marbella. Tlf. 952 864 478. Køkkenets åbningstider: 13-16 og 19-23. Terrassen har åbent længere tid (12-24), og man kan indtage forfriskninger på den.
Bedømmelse
Bedømmelsen foretages på en skala fra 1-10:
Mad kvalitet/pris: 7
Vinkælder: 6
Brød: 6,5
Kaffe: 6,5
Betjening: 7
Miljø: 7,5

Total: 7,0


La Cuenta
Forretter:
Vieira salteadas con risotto                        9,50 €
Trío de  Salmón, atún y camarones         10,50 €

Hovedretter:
Solomillo de ternera a la barbacoa          24,50 €
Lomo de atún rojo con verduras             19,00 €

Desserter:
Pastel de manzana caliente                    6,00 €
Tarta de queso y caramelo                     6,00 €

Vin:
Monteabellón Verdejo 2010, Blanco     16,00 €
Brød (inkluderet i prisen)
2 kaffe                                                    3,60 €

Regningen for to personer løb op i  95,10 €.

Bestil Håndbog
Solkysten club

Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal