Solkysten
Bolig-udland
BoConcept Mijas
Copenhagen Car Rental
Læs Solkysten
AAEstates
SOLKYSTEN - August 2012
Kold cava til skønne sommerdage
Når solen brager fra en skyfri himmel kræver vi kolde drikke, og hvad er mere fristende og festligt end boblerne
Det startede for omkring 85 millioner år siden, da det meste af Europa var dækket af vand. Klimaet var varmt, og havet fyldt med planktonalger. Når de døde, faldt de til bunds og dannede et kalklag, hvor­af der er en særlig stor koncentration i Frankrig omkring Reims og Epernay. Den specielle undergrund og nutidens kølige klima gør, at druesaften går i dvale om vinteren, hvorefter den af sig selv be­gynder at gære om foråret. Denne gæring skaber kulsyre og dermed de bobler, som i tidligere tider var lige så velkomne som en hvepsesværm i en syltetøjskrukke. Vinbønderne undskyldte overfor køberne, som brokkede sig, men affandt sig med dem, fordi vinen trods alt var velsmagende.

På klosteret Coevent de Hautvilles boede der i 1668 en benedektinermunk ved navn Dom Perignon. Vin var hans helt store hobby, men boblerne var ham en evig kilde til fortvivlelse. Forgæves brugte han mængder af tid og kræfter på sine forsøg på at bekæmpe dem. ”Jamen, så må vi udnytte dem”, tænkte han og begyndte at eksperimentere. Han blandede druesorter og årgange. Han udviklede den lette presningsmetode. Han fandt gode, stærke flasker i England og kork­propper i Spanien.
Hermed var kernen lagt, men vinene var stadig ustabile, indtil en mand ved navn Franςois opfandt et utrolig vigtigt instrument, densímètre, hvormed man måler sukkerindholdet. For meget sukker i mosten får flaskerne til at eksplodere, og for lidt gør vinen flov. Nu kunne man få fuld kontrol over den videre udvikling ved at tilsætte nøjagtig den mængde sukker, der starter den videre gæring og giver den ønskede mængde alkohol og kulsyre.

Da man nu havde fået styr på teknikken, gik det stærkt. Champagnen var kommet for at blive, og det er klart, at franskmændene ikke kunne få lov til at beholde en succes af den art for sig selv. Ethvert vinproducerende land med bare en lille smule respekt for sig selv begyndte at lave mousserende vine. Mange af dem havde faktisk gjort det i århund­re­der, men kun til husbehov. Nu startede et omfattende slagsmål om anvendelsen af navnet ”champagne”. Et slagsmål, der varede adskillige år, og som resulterede i en meget skarp afgrænsning af det distrikt, der må bruge navnet.

Uanset om det hedder champagne, cava, vinos espumosos eller spumante er fremstillingsmetoden den samme, men i dag overlader man ikke noget til tilfældighederne. Man styrer den anden gæring ved at tilsætte vingær til mosten, når den hældes på flasker. Forsynet med en plastikkapsel anbringer man dem så i næsten vandret stilling i pupitres: træplader med skråstillede huller. Flaskerne får en kridtstreg i bunden, og så går ”les remueurs” i gang. Det er de højst betalte arbejdere i champagnekældrene, og deres job går ud på at ryste, dreje og løfte flaskerne med jævne mellemrum. En erfaren remueur klarer 3-4.000 flasker i timen. Når flaskerne til sidst står lodret, har urenhederne fra vingæren samlet sig i flaskehalsen, som dyppes i en kuldeblanding på -20°. Urenhederne fryser, flasken vendes og åbnes og trykket i flasken gør at ”istappen” skydes ud. Herefter forsynes flasken med den prop, vi kender så godt, efter den er fyldt efter med ren most.

Det er sådan, vi kender den – ren, sprød og perlende. En drik om hvilken Madame de Pompadeur sagde: ”Champagne er den eneste vin, der gør en kvinde smuk efter hun har drukket den”.

Spaniens svar på champagne
Det tog et godt stykke tid, inden spanierne fik fundet den helt rigtige champagnemetode. Først i 1872 lykkedes det for Josep Raventós i Penedés. Da havde han arbejdet på sagen i 40 år, men da han var medlem af det lokale vinråd, hvor man udveks­lede erfaringer, varede det ikke længe, før andre gik ham i bedene, og derfor ser man, at mange cavahuse er grundlagt næsten samtidig.

Den spanske ”campaña” blev hurtigt populær, og succesen blev hjulpet godt på vej af vinlusens hærgen i Frankrig.
Spanien var ikke meget for at bøje sig for Frankrigs krav om eneret på champagne-betegnelsen, og først i 1970 indvilgede man i at bruge navnet cava. EU krævede ved Spaniens indtræden, at der blev sat grænser for cava-zonerne, men det tog nogle år, for der var mange hensyn at tage – både historiske og politiske. I 1986 endte det med 159 nøje afgrænsede områder fordelt på otte autonomier: Catalonien, Aragonien, Navarra, Rioja, País Vasco, Valencia, Extremadura og Castilla-Léon. De syv af disse regioner spiller kun en ubetydelig rolle, for 95 pct. af al spansk cava fremstilles i Cata­lonien, hvor de største producenter har til huse. Det skyldes ganske simpelt, at de mest brugte druer – Macabeo, Parellada og Xarel.lo – har det bedst omkring byen Sant Sadurní d’Anoia.

De senere år er der dukket cava’er – eller vinos espumosos – op med andre, spændende druer som f.eks. Chardonnay og Albariño, men produktionen er desværre stadig meget begrænset, for især Albariño’en fra Galicien er fremragende. Til den lyserøde cava bruges især Garnacha, Monastrell og Tempranillo.

bna
Afstemning
****
2 stemmer afgivet
Solkysten club

Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal